I to, i et træ

du gav os en drøm,
som vi senere glemte,
men så verden gennem,
til linsen forsvandt

mens verden fødte en ny millard
ind i kampen mod alle
og ingen i flok
gav du liv til en enkelt
med plads ved din side
og rum til at vokse og være tilpas

mens skove blev brændt og asken vendt i jorden
for at åbne for dyrkning
af livretters livretter
vendte du jorden i haven
og plantede træer
med plads til at gro og ro til at blive

mens miner blev gravet og tømt for ressourcer
som brændtes og smeltedes
for bekvemmelighedens skyld
brugte du dine kræfter
på at grave og så
lade jord blive næring i egen balance

mens verden samlede sammen til at kunne leve for evigt
med tusind års varer
og alle slags dødsangst
så du enden i øjnene
og byggede en hytte
for at leve i en trætop, I to til det sidste

mens systemet spændte folk op i fuld konkurrence
med kamp på stigen
og udæmpede fald
bandt du trin på et reb
og lærte ham at klatre
steg opad mod toppen i fælles figur

mens verden havde travlt med at bygge og handle
stille byer i lag
stable samfund i mønter
så I tiøren falde
og handlede derefter
hentede jeres forråd og satte jer til rette

mens øriger stille forvandledes til havbund
mens byer faldt sammen
og samfund kollapsede
sad I to – mor og søn
i trækronens skjul
og pjaskede med fødderne da havet nåede op

og mens alting forvanskedes gennem alhavets linse
delte I et sidste måltid
mens solen gik ned
og i lyset herfra
så I jorden gå under
sang I en sang, til den rødeste himmel,
en sang, som ingen nåede at glemme

af Lasse Nyholm Jensen, marts 2014

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s