DM i Poetry Slam 2015

dm-pokal i sne_b

Det lykkedes mig i fredags – i femte forsøg på ni år – at hive titlen som Danmarksmester i Poetry Slam hjem. Det skete i Valby Kulturhus i tæt konkurrence med ni andre af landets pt. dygtigste slammere, som i efterårets løb havde kvalificeret sig via seks poetry slam-scener i landets fire største byer.

DM var, som så ofte før, en yderst tæt affære, allerede fra første runde, hvor der kun var 0,7 points forskel mellem nr. 10 og nr. 6 (som er den sidste, der kommer videre til anden runde). Tredje runde – finalerunden – var ligeså yderst tæt, således var der efter de fem dommeres point-afgivning (igen) 0,7 points forskel mellem nr. 1 (Kim Linnet) og nr. 3 (Katrine Volsing), inden publikums stemmeafgivelse – ved DM tæller publikumsstemmer og dommerpoint hver 50% i den endelige afgørelse. Efter det hele var talt op havde både jeg og Katrine Volsing sneget os forbi Kim Linnet, og jeg havde med mindst mulig margin holdt Katrine bag mig, og kunne således kalde mig Danmarksmester!

Følelsen derefter var lige dele glæde og lettelse – lettelse over endelig at kunne ‘krydse’ den titel af, efter fire mislykkede forsøg gennem årene (incl. en ligeså tæt afgørelse i 2013, hvor Michael Dyst nappede titlen og jeg endte på en andenplads).
Og glæden selv var delt i glæden over selve sejren, og glæden over at have vundet på den måde jeg gerne vil vinde. Det vil sige uden brug af ‘gamle (‘sikre’) hits’, men med tekster skrevet i året op til DM; førsterundeteksten ‘Så kan vi lidt igen‘, som er en underholdende forbrugs- og systemkritisk tekst, blev fx. skrevet 16 dage før DM (2 dage før Fynsmesterskabet). Endvidere fik jeg sneget Gnavpotten hr. Jensen (som startede min slam-karriere for små 10 år siden, og har været fortællestemmen i utallige tekster gennem årene) med i anden runde med en opsang til det politiske system anno 2014/15. Tredjerundeteksten var den klima-relaterede ‘Kafastrofen‘, som er et eksempel på det jeg sommetider kalder ‘de usynlige historier’ – historier, som ikke er nået ud via gængse medie-kanaler, og som har at gøre med konsekvenserne af vores ødelæggende overflodskultur. Og til sidst fik jeg brugt min tilkæmpede ekstra-taletid, i form af vinderslammet, til en nyskrevet/-formuleret (på det tidspunkt endnu ikke nedskreven) mere direkte og personlig henvendelse til publikum med ‘DU er håbet‘.
Således kom jeg gennem aftenen med en følelse af at have sagt de ting jeg synes skulle siges, hvilket med årene er blevet stadigt vigtigere for mig, end dét at vinde. Sejren tager jeg som et udtryk for at der i publikum er en lydhørhed overfor de emner jeg taler om – et udtryk for at andre end jeg selv synes disse ting er vigtige, hvilket glæder mig gevaldigt (hvis altså det (lydhørheden) er en korrekt tolkning fra min side).

Poetry slam-scenen lever i bedste velgående i DK, takket være dels engagerede og dygtige slammere, som tager deres formidling af den mundtlige litteratur yderst seriøs, og dels landets kompetente arrangører, fx. Peter Dyreborg, som stod bag årets velafholdte DM og havde trukket de andre københavnske slam-arrangører ind som frivillige på dagen, hvilket gjorde dagen til en yderst hyggelig affære både på og bag scenen.
Slam-scenen formår at tiltrække nogle dejlige mennesker, og det er altid en fornøjelse at optræde med disse givende ordmennesker med noget på hjerte – jeg kan varmt anbefale at kigge forbi slamscenerne på Studenterhuset i Aalborg, HeadQuarters i Aarhus, Teater Momentum i Odense, Valby Kino, Valby Kulturhus, Det Kgl. Teater, Huset i Magstræde og Rummet på Østerbro – der er ordrige oplevelser for og til alle.

One thought on “DM i Poetry Slam 2015

  1. Pingback: øjeblikkets indhold – slut januar | Bakkenotten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s