Kære politikere, kære befolkning.
Vi er i gang med at smadre noget virkelig fint her.
Og jeg ved ikke hvordan eller hvornår det skete, men det skete, og det sker fortsat.
På et tidspunkt begyndte vi at fore sikkerhedsnettet med skam; så hvor man før kunne have glæde af den hjælpende håndsrækning systemet gav, bliver man nu i stedet stigmatiseret, hvis man har været i kontakt med det.
På et tidspunkt begyndte vi at snævre samfundsrammen ind; vi begyndte at lovgive udfra enkeltsager, så rammeværket blev mere og mere kantet, mere og mere indskrænkende, mere og mere uoverskueligt at færdes indenfor uden at støde på kanterne igen og igen. I stedet for at blive ved at åbne rammen op, så det kunne rumme os allesammen, alle vores evner, i stigende grad, i takt med at vores evner blev flere.
Om det var lede politikere eller politikerlede, som kom først, ved jeg ikke. Om det var ét brudt løfte for meget, én altfordrejende valgkamp for meget, én nødvendig eller unødvendig reform for meget, det ved jeg ikke, men mistilliden er vokset: Mellem befolkning og politikere, mellem politikerne indbyrdes, og måske værst; indbyrdes i befolkningen.
Der er snart ikke et felt tilbage af dagliglivet som ikke er politiseret, ikke en samtale som ikke er en kamp, ikke en debat som ikke ender i en krig – næsten alt bliver tvunget ind i konflikternes ramme, gjort til en konkurrence, bliver polariseret, bliver drevet ud i ekstremer; og tilbage står mistilliden, stærkere og stærkere dag for dag.
Velfærdssystemet handler om tryghed og tillid; tryghed til at rammen er åben nok til at kunne rumme os alle, og tillid til at sikkerhedsnettet er tæt nok til at gribe alle der falder.
For når det system er stærkt nok, og når tilliden til systemet er stærk nok, så er systemet også stærkt nok til ikke at bryde sammen hvis nogle få snyder. Så er der plads til dem også – til nogle få som snyder i skat, og til nogle få som kører på frihjul. Og så er det ikke nødvendigt at indsnævre rammen og indskrænke velfærden med enkeltsagslovgivning, hver gang enkeltsagerne dukker op, og de vil dukke op med mellemrum.
Men på et tidspunkt lod vi dem få overtaget – på et tidspunkt havde vi mistet så meget tillid til systemet, og trygheden var forsvundet i så høj grad, at vi overgav magten til enkeltsagerne, til de få snydere – lod dem præge rammen, lod dem overtage magten; lod mistilliden overtage styringen.
Og snart fylder mistilliden – og den medfølgende utryghed – det hele: Det er ikke kun mistillid mellem befolkning og politikere, men mistillid mellem alle; mistillid til chefen, til arbejderen eller den ledige, mistillid til bankerne og det finansielle system, mistillid til de økonomiske beregninger og de følgende reformer, mistillid til prioriteringerne og besparelsernes nødvendighed, mistillid til arbejdsmarkedet, til sundhedssystemet, til vaccineprogrammer, til videnskaberne, mistillid til skolesystemet, til både lærere, elever og skoleledelse, mistillid til kontrolsystemerne, til politiet, til fødevaresikkerheden, mistillid til landbruget, mistillid til de rige og til de fattige, til kvinderne, til mændene, til din nabo, til den nyankomne, til alt og alle uden sondring – bare generel mistillid i alle sociale relationer.
Og dén mistillid og utryghed kiler sig efterhånden ind overalt – fra flygtningekrise til skatteunddragelse; hvorfor ikke lave sort arbejde, når de rige alligevel sender penge ud af landet, hvordan kan vi være trygge ved at lade flygtninge komme ind i vores samfund, når vi end ikke er trygge ved hinanden, når vi end ikke stoler på vores nabo, når vi snart ikke er trygge ved noget som helst.
Og mistillid er desværre et udmærket og brugbart værktøj for de, der kan få sig til at bruge den. Når mistilliden er normen, når utrygheden tager over, så følger andre ting med: Kontrolkrav, masseovervågning, massemistænkliggørelse, frygt og generel mistro mennesker imellem, og magten bliver stadig nemmere og nemmere at manipulere sig til.
For når mistilliden er normen, når alle politikere synes lige utroværdige, når alt hvad politikerne siger i valgkampe og debatter synes lige lidt værd, så vil statistikken hjælpe til, at de bliver valgt ind, som er mest eksponeret. Og eksponering kan købes og manipuleres frem; sponsorater og konfliktsøgning kan veksles til valgplakater og skærmtid, og så har mistilliden købt magten, og kan bruge den som den vil; til fx. at generere mere frygt, mere utryghed, mere mistillid og holde på magten således, mens samfundsrammen indsnævres og den enkeltes muligheder indskrænkes.
Men noget andet er jo muligt – for vi var på vej et andet sted hen, vi fuckede det bare op undervejs. Så det er tid til at stoppe op; stop op når samtalen bliver en konkurrence, stop op når debatten bliver en ordkrig, stop op når de sociale relationer bliver præget af mistillid og de nye relationer bliver startet op på fordomme.
Lad være med at fodre mistilliden, lad være med at fodre utrygheden, lad være med at fodre frygten.
Vær modig i stedet: Udvis tryghed indtil tryghed bliver normen igen. Udvis tillid indtil tilliden bliver normen igen. Vær tålmodig og lad tilliden vokse til den overgår mistilliden og overtager magten, genvinder systemet, udbløder samfundsrammen, øger mulighedsrummet og forer sikkerhedsnettet med tryghed igen.
Vis mod indtil skiftet sker – og vær hinandens sikkerhedsnet, indtil systemet følger med.
Kære politikere, kære befolkning.
Det nytter nok ikke at bede den ene vise tillid til den anden, før den anden kan vise tillid til den ene – vi må gøre det sammen, vi må starte et sted: Her, for eksempel, nu.
skrevet af Lasse Nyholm Jensen, maj 2016
Lanyje.dk 